Ja, undskyld, men det er han, og jeg er så træt af hans ugidelige og slatne facon, at jeg er ved at eksplodere. Da vi talte om at få barn sammen, og jeg glædede mig til at blive mor, havde jeg ikke regnet med, at jeg også skulle være mor for HAM! Det med, at “så bliver kvinden sådan én, der styrer manden rundt og taler ned til ham som et barn” og alt det, man hører andre sige om, at det er kvinderne der er så forfærdelige – sådan er jeg blevet. Og jeg hader det.
Hver gang noget skal gøres i huset, med vores barn, aftaler med familie eller økonomi er det mig, der skal sørge for det. Ellers bliver det simpelthen ikke gjort. Han sætter sig ind foran skærmen, når han kommer hjem. Spørger ikke om vi skal lave mad sammen, eller om der er noget, der skal ordnes. Han regner bare med, det bliver fixet og vores barn skiftet. Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne få et liv sammen med ham, hvor vi begge bidrager og tager ansvar, og hvor vores datter kan vokse op med en far som en god rollemodel. Er der ikke en skole til den slags voksne pattebørn, man kan sende drengerøve på, så de lærer at opføre sig som voksne mænd?
Mor til 2
Gå til: Parterapi
Seneste kommentarer