“Jeg ville aldrig tilgive, hvis min kæreste var mig utro”. “Een gang utro, altid utro”. “Der er nok noget, der er galt i parforholdet, hvis den ene part er utro…”
“Utro er noget, man vælger at være – det er meget simpelt, bare lad være!”. “Folk, der er utro, elsker ikke/er umodne/psykopater mv….”.
De fleste har en klar holdning til utroskab – både hvem der gør det, hvorfor de gør det, og hvordan de selv ville eller ikke ville reagere på det. Utroskab bliver forbundet med de værste menneskelige karaktertræk og står som den ultimative trussel mod parforholdet (i vores samfund i hvert fald).
“Du er det svageste led, Farvel!”
I offentlige debatter om utroskab bliver der ikke sparet på dramatikken. Emnet kan få følelserne i kog på et splitsekund, og det fyger omkring med ultimative holdninger, absolutter og mavereaktioner.
I den kollektive fremstilling af ‘utroskab’ fremstår det ofte som et sort/hvidt begreb med en klar og enkel løsning: Uacceptabel adfærd må nødvendigvis ekskluderes. Og ved at udvise stålfast og umiddelbar konsekvens, opretholder man viljestyrke og tilbagevinder kontrollen. I hvert fald i teorien. I mange kulturer taler man om ære og krænkelse og benytter forskellige straffe eller kompensationer for at udligne bruddet på “konventionerne”.
Men utroskab kan – som alle andre relationelle konflikter – have mange facetter, og flere faktorer spiller ind. Det er naturligvis meget lettere at forholde sig til noget, hvor facit allerede er givet på forhånd, så man ikke skal bruge energi på selv at finde frem til en årsagssammenhæng eller løsning. Men det er desværre også samtidig den kollektive definition af og moral omkring utroskab, der ofte bliver et problem i sig selv for de par, der pludselig befinder sig i dette vakuum, når utroskab viser sit grimme ansigt i parforholdet.
For selv om mange har en helt klar forestilling om, hvordan de ville reagere, hvis de selv blev udsat for utroskab (ofte med afsky og fuldstændig afstand), oplever jeg et mere nuanceret billede, når jeg i min praksis sidder over for par, hvor utroskab har udløst en krise.
De oplever pludselig selv at stå midt i det hele, hvor automatreaktionen “du har gjort noget moralsk forkert – du er det svageste led, farvel!” ikke slår til. For de står i orkanens øje, hvor modsatrettede følelser, tanker og impulser farer om ørerne på dem.
Men er man så verdens værste menneske…?
“Min veninde siger, at hun aldrig ville tilgive utroskab’”, sagde en klient, hvis kæreste havde haft sex med en anden kvinde (og fortrød bittert bagefter). “Men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg selv skal tænke…”. Oven i den personlige krise, hvor tilliden mellem parret er brudt, spiller andres/den offentlige holdning til utroskab pludselig en større rolle, end de måske havde forestillet sig. For hvad nu når det ikke er så nemt at trække nødbremsen og smide idioten over bord, hvis man ikke har lyst til “bare at skride, for man finder sig ikke i det pis” ?! Eller ikke (kun) synes, at han/hun “er en iskold, beregnende psykopat, der skulle udsættes for alverdens ubehageligheder”… Fordi man selv ved, at han/hun jo egentlig også er et godt menneske (når vedkommende altså ikke lige skider højt og flot på tillid, respekt og troskab)…?
Så bliver reglerne om, hvordan man håndterer utroskab pludselig en hæmsko i sig selv. For man må da være idiot, vatpik, ikke have nogen selvrespekt osv., hvis man tager den utro tilbage…?!
Men er det rigtigt, at man er en viljesvag, uselvstændig og sølle person, hvis man ønsker at fortsætte sit liv med den (formastelige) utro partner?
Der er ingen tvivl om, at utroskab skaber ravage, mistillid og sårede følelser. De bristede illusioner er til at få øje på, når jeg sidder over for par, som har valgt at gå i parterapi oven på en episode, hvor den ene (eller begge) har været utro. Fremtidsdrømme bliver udvisket, og troen på kærligheden vakler. Men hvad ville det betyde for de par, hvis de ikke også skulle forholde sig til samfundets dogmatiske tilgang til utroskab…?
Nye perspektiver
I min praksis arbejder jeg med at afmontere de uskrevne regler, når jeg kan se, at de ikke gør noget godt for den eller dem, jeg sidder over for. For nogle er det svært at frigøre sig fx. fra forældrenes formaninger, mens andre har nemmere ved at definere deres egne, nye overbevisninger. Generelt eksisterer vi trods alt alle med samfundsnormer, vi mere eller mindre underlægger os – men når moralske regler og normer for, hvordan du skal opføre dig i din privatsfære, begrænser din livskvalitet og -glæde, giver det ikke længere mening at følge dem, uanset om det er samfundets, dine forældres eller dine egne…
Gå til: Parterapi
Seneste kommentarer