Mænds sexlyst bliver ofte fremstillet som en selvfølgelig tilstand af altid tilgængelig liderlighed. Ligesom hans lem nødvendigvis må stå erigeret ved enhver opfordring (med mindre den kommer fra upassende – fremmede – kvinder, når han er i et parforhold, forstås).

Hvor ofte hører du om mænd, der klager over, at deres kæreste/kone har mere lyst til sex end de selv har? Det er ikke så udbredt, vel? I den klassiske fremstilling af manden har han altid et sexdrive – hvis han er træt, skal hun bare kigge drillende på ham og kærligt lade sin hånd strejfe hans lem uden på tøjet, så er han klar til at bolle hende på bordet.

Men helt så hidsigt liderligt står det ikke til i alle de små hjem derude.

Der findes mænd, som – gys! – ikke får rejsning af, at vinden blæser! Og som ikke har spontan lyst til sex flere gange om dagen. Mænd er faktisk også bare mennesker… 

Men det er ikke helt uproblematisk, at der hersker en generel fortolkning af mandens seksualitet som en kilde til evig liderlighed og kampklar rejsning. For når manden oplever at have en dag, hvor han ikke nødvendigvis vågner med rejsning og faktisk ikke rigtig har lyst til sin kæreste eller til sex i det hele taget, kan det slå revner i hans selvopfattelse. Ikke mindst hvis det har stået på over noget tid, og særligt hvis det er svært at tale om sex i parforholdet. 

Mange af de par, jeg møder i min praksis møder jeg par, der kommer temmelig desillusionerede, fordi manden har trukket sig fra sexen.